Den nye ferielov

Folketinget har vedtaget en ny ferielov. Det betyder en ændring af de regler om optjening og afholdelse af ferie, der været gældende i næsten 100 år. Så vi skal alle vænne os til noget nyt. Derfor har Folketinget valgt at bruge over 1 år på at gå fra de gamle til de nye regler. Først fra 1. september 2020 træder den nye lov i kraft. Indtil da er der en overgangsordning, der sikrer gradvis tilpasning til det nye system.

Fra optjeningsprincip til samtidighedsprincip

Det afgørende nye er ændring af reglerne om optjening og afholdelse af ferie.

 

I den nuværende ferielov optjener de ansatte ret til betalt ferie i løbet af et kalenderår med 2.08 dag for hver måneds ansættelse. De optjente 5 ugers ferie med betaling afholdes året efter fra 1. maj til 30. april.

 

Problemet med dette system er, at blandt andet nye på arbejdsmarkedet har en periode, hvor de ikke har optjent ret til betalt ferie. En ung, der bliver færdig med sin uddannelse og eksempelvis får sit første job 1. september, vil først have ret til betaling under 5 ugers ferie efter mere end 1,5 års ansættelse. Det er i strid med EU-reglerne. EU stiller krav om, at alle ansatte har ret til mindst 4 ugers betalt ferie om året.

 

Derfor indføres fra 1. september 2020 ”samtidighedsprincippet”. Det betyder, at ferien optjenes løbende og kan afvikles med det samme. De ansatte optjener fortsat ret til 2.08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse – i alt 5 ugers ferie om året. Men som det nye kan de ansatte allerede måneden efter, de har optjent ret til 2,08 dages betalt ferie, afholde den optjente ferie.

 

 

Den nye ferielov og overgangsperiode

 

Ferieår og optjeningsperiode flyttes

Som noget nyt flyttes ferieåret og optjeningsperioden. Optjeningsperioden (som i den nye lov bliver kaldt ferieåret) og ferieafholdelsesperioden starter 1. september. Ferieåret slutter så 31. august året efter, mens ferieafholdelsesperioden bliver lidt længere til 31. december året efter. Det skal sikre, at man kan opspare nok feriedage til sommerferie, og man kan nå at afvikle den ferie, som man har optjent eksempelvis i juli og august inden ferieafholdelsesperioden slutter.

 

Overgangsordningen

Den store udfordring, da man lavede den nye lov, var, hvordan man skulle gå fra optjeningsprincippet til samtidighedsprincippet. Man var nødt til at finde en metode, så de ansatte ikke samtidig havde ret til både optjent ferie fra et tidligere kalenderår og optjent ferie efter de nye regler. Overgangsordningen er derfor som følger:

 

A: I ferieåret fra 1. maj 2019 til 30. april 2020 holdes den ferie, der er optjent fra 1. januar 2018 til 31. december 2018. Alt er ved det gamle.
(se illustrationens blå periode).

 

B: Det første nye er, at der bliver en kort optjeningsperiode – fra 1. januar til 31. august 2019 – hvor der optjenes ferie efter den gamle ferielov. Her optjenes ret til betaling af i alt 16.64 dages ferie, der kan afvikles i sommerferieperioden fra 1. maj til 31. august 2020.
(se Illustrationens orange periode).

 

Det betyder, at der optjenes lige nok til 3 ugers sommerferie i sommeren 2020.

Bemærk: Hvis man ønsker at holde længere sommerferie i 2020, skal man planlægge det nu, så man kan overføre feriedage fra nuværende ferieår til sommeren 2020.

C: Den ferie, der optjenes fra 1. sep- tember 2019 til 31. august 2020, bliver indefrosset.
(se illustrationens røde periode).

 

Indefrossede feriepenge udbetales, når man forlader arbejdsmarkedet

Hvis man får løn under ferie, skal arbejdsgiveren beregne, hvor meget hver medarbejder har optjent i ferie- godtgørelse i perioden. Senest 31. december 2020 skal beløbet oplyses til en ny fond: Lønmodtagernes fond for tilgodehavende feriemidler.

 

Når beløbet er godkendt, kan arbejdsgiveren vælge at indbetale beløbet til fonden eller beholde pengene. Når medarbejderen forlader arbejdsmarkedet, udbetaler fonden de indefrossede feriepenge til medarbejderen. Fonden garanterer beløbet og opkræver det fra arbejdsgiveren seneste i udbetalingsåret.

Modtager man feriegodtgørelse, vil det være FerieKonto, der beregner beløbet og indbetaler det til fonden.

 

De ansatte mister derfor ingen penge, men får dem først udbetalt senere. Det svarer til, at medarbejdere, der i dag går på pension, kan få udbetalt

feriegodtgørelse fra deres arbejdsgiver, når de stopper. Feriepengene skal ikke først indbetales til FerieKonto.

 

D: Fra 1. september 2020 kan de ansatte løbende afholde den ferie, de optjener.
(se illustrationens grønne perioder).

 

Hvis man ikke har optjent nok feriepenge til eksempelvis efterårsferien, kan man aftale med sin arbejdsgiver, at man låner feriedage. Det kan godt lade sig gøre.

 

Meget er uændret

Bortset fra optjening og afholdelse af ferie er meget ”ved det gamle” i den nye ferielov.

 

De ansatte vil fortsat skulle holde 3 ugers sammenhængende sommer- ferie. Restferien – de 10 dage – kan fordeles over hele året.

 

Månedslønnede får løn under ferie + 1% i ferietillæg. For timelønnede indbetales løbende 12,5% i feriegodtgørelse til FerieKonto, som udbetaler feriepenge, når den ansatte holder ferie.

 

Det nye bliver, at man skal vænne sig til at holde øje med, hvor meget ferie man har optjent ret til, og hvordan den optjente ferie løbende afvikles.

 

Tekst: Birgitte Gylling Andersen, advokat CPH LEX Advokater – artiklen er bragt i vandposten, juni 2019

 

 

Publiceringsdato: 29/05 2019