Fremsynet vandforsyning: Topmoderne vandværk indviet i Grenaa

Skal man renovere eller bygge nyt? Hos Vandcenter Djurs blev indsatsplaner og udsigten til renoveringsudgifter i millionklassen udslagsgivende, da de valgte at opføre det nye Sostrup Vandværk fremfor at arbejde videre med det eksisterende.

Der er mange ting, man skal overveje, når man skal beslutte sig for at bygge nyt. Men det samme gør sig gældende, hvis man vælger at bruge store beløb på at renovere et ældre vandværk. 

 

”Det er vigtigt at kunne tænke langsigtet, hvis man vil undgå fejlinvesteringer. Det nytter ikke noget at bruge flere millioner på at renovere et gammelt vandværk, der alligevel synger på sidste vers. I vores tilfælde skulle vi investere 20 millioner kroner på vandværket og yderligere 15 millioner kroner til BNBO og indsatsplaner i forbindelse med grundvandsbeskyttelse. Udgiften til grundvandsbeskyttelse reducerer vi væsentligt ved at bygge nyt, fordi den nye kildeplads ved skovene omkring Sostrup Slot i forvejen står meget uberørt. Samtidig er det et godt signal at sende til lodsejerne i området, at vi selv leder efter alternativer til BNBO’erne på god landbrugsjord”, fortæller Vandcenter Djurs direktør Henrik Harregaard Jordalen, der også mødte opbakning hos kommunen.  

 

”I samarbejde med Norddjurs Kommune, der heldigvis er en meget fremsynet kommune, valgte vi derfor at bygge nyt. Det nye vandværk har kostet 50 millioner kroner, men det fremtidssikrer også vandforsyningen på en helt anden måde, end renoveringer ville have gjort. Med et nyt vandværk, der har en rigtig god beliggenhed, er vi sikret et velfungerende vandværk de næste mange, mange år”, lyder det fra Henrik Harregaard Jordalen. 

 

 

Forsyningssikkerhed betyder alt 

Udover kroner og ører handler det også om at højne forsyningssikkerheden, hvilket har været lidt af et mantra undervejs. 

 

”Når vi taler så meget om forsyningssikkerhed, er det også, fordi vi er meget bevidste om nødvendigheden af at kunne agere nødforsyning for os selv. Her ude på spidsen af Djursland er vi nødt til at klare tingene selv. Udover at vi mennesker behøver vand for at overleve, har vi også en del virksomheder i området, som skal bruge vand i deres produktion. Vi er meget bevidste om, at der ikke kommer nogen og hjælper os, vi har jo ingen naboer mod øst”, forklarer Henrik Harregaard Jordalen.  

 

Den erkendelse betyder også, at de hos Vandcenter Djurs ser længere ud i fremtiden end de fleste.  

 

”Det handler om at komme nogle ting i forkøbet. I Vandcenter Djurs har vi en 25 års-plan, og det nye Sostrup Vandværk er et barn af den plan. Det er vigtigt at kunne tænke langsigtet, hvis man vil undgå fejlinvesteringer”, fortæller Henrik Harregaard Jordalen. 

 

”Det nye vandværk er også udstyret med et permanent UV-anlæg, så vi kan behandle alt det vand vi pumper ud. Vi kommer ikke til at gøre det, men vi har muligheden. Det er et anlæg til nødsituationer, hvis vi pludseligt skulle få problemer med vandkvaliteten. Ligesom vi har to vandledninger, der fører ind mod byen, så vi stadig kan levere vand, hvis den ene bliver ramt af en graveskade. På den måde har vi forudset mange scenarier”, siger Henrik Harregaard Jordalen. 

 

Borgerne i Grenaa vil for fremtiden kunne slukke tørsten i vand fra det nye Sostrup Vandværk. Det blev fejret den 30. april, da Vandcenter Djurs inviterede forbrugere og samarbejdspartnere til indvielse af vandværket. 

Det er Cubo Arkitekter, der står bag designet. Vandværkets tag er beklædt med et klimavenligt sedum-tag af mos, hvilket skaber en større samhørighed med den omkringliggende natur. På samme måde skal beplantningen omkring vandværket, der sker i samarbejde med Norddjurs Naturfredningsforening, være med til at tilpasse vandværket landskabet. Dermed bliver plæneklipperen overflødiggjort, ligesom den vilde natur giver biodiversiteten en hjælpende hånd. 

 

Publiceringsdato: 14/07 2022