Kend dit vandværk, men uddeleger arbejdet

Jonstrup Vandværk i Nordjylland fik i foråret en ny formand. Hun hedder Anne Mette Finnerup og kom med i bestyrelsen for cirka to år siden som suppleant. Men da den tidligere formand blev syg, faldt alles blikke på hende.

”Da jeg blev spurgt, om jeg ville tage formandsposten, kunne jeg mærke, at jeg for første gang i mit liv blev en lille smule stresset. Men efter lidt betænkningstid sagde jeg alligevel ja”, siger den 47-årige nye formand.

 

Det er ellers ikke fordi, at Anne Mette Finnerup har svært ved at fylde døgnets timer med gøremål. Døgnet byder på et krævende fuldtidsjob som chef for 70 medarbejdere i Frederikshavn Kommune, og så har Anne Mette to friske drenge samt heste og får, der skal ses til. Alligevel prioriterede hun at sætte titlen som formand for vandværket på visitkortet.

 

”Jeg har forudsætningerne i orden. Jeg er uddannet ingeniør og arbejder i Park & Vej og har erfaring fra miljøområdet”, siger Anne Mette Finnerup.

 

Uddelegering og automatisering på dagsordenen

Anne Mette Finnerup tog dog ikke formandsposten uden betingelser. For det dur ikke, at alle opgaverne hænger på formanden alene, derfor satte hun uddelegering og digitalisering på dagsordenen.

 

”Jeg kan ikke påtage mig at løse så mange opgaver, som den tidligere formand gjorde. Vi er i gang med at automatisere og digitalisere så mange opgaver, som vi kan. Det er der for resten også en del økonomiske fordele ved. Derudover er arbejdsopgaverne uddelegeret på flere personer, så jeg for eksempel har kontakten med myndighederne og står i front på generalforsamlingen. Men man kan ikke ringe til mig kl. 22.00, hvis der er ledningsbrud. Den slags opkald besvarer smeden”, fortæller hun.

 

Hans Jørgen Jensen har været med i vandværkets bestyrelse i mange år og han fortæller:

 

”Jeg synes vældigt godt om, at Anne Mette går ind og sætter noget nyt i gang i bestyrelsen. Vi var allerede så småt i gang med at opdele ansvaret for driften mellem en daglig leder og vandværkspasser, og nu har vi etableret en klar ansvarsfordeling i forhold til det tekniske anlæg”.

 

I bestyrelsen havde de i flere år haft et godt øje til Anne Mette som kandidat til formandsposten, men havde håbet på, at der ville gå flere år, før det blev aktuelt.

 

”Anne Mette var jo suppleant, og på grund af et akut behov for en ny formand fik hun en lidt hovedkulds start. Personligt synes  jeg, at det er en kæmpe fordel for os, at Anne Mette er så godt kendt med det kommunale system, og at hun ved, hvor vi skal henvende os i konkrete sager”, siger Hans Jørgen Jensen.

 

Løft af opgaveløsningen

I og med at alle opgaver ikke hænger på én person, kan det måske tiltrække nogle flere yngre personer til vandværksbestyrelsen.

 

”Vi har brug for, at flere engagerer sig og vil gøre noget godt for lokalområdet. Jeg tænker, at det kan virke attraktivt, at vi er flere om at løse opgaverne, og at det bliver nemmere at overskue både opgaver og det ansvar, der følger med”, siger Anne Mette Finnerup.

 

Opflasket med vand

Selv er Anne Mette Finnerup opflasket med vand og vandværksdrift.

 

Anne Mette Finnerup sammen med sin onkel Niels Christian Olesen, som har været med i bestyrelsen i Jonstrup Vandværk siden 1981 og stadig er aktiv.

”Min onkel, som jeg har et meget nært forhold til, har været vandværkspasser i mange år. Han har sågar også siddet i bestyrelsen. Derfor er jeg ekstra glad for, at jeg kan føre traditionen videre. Det glæder også min onkel”, fortæller hun.

 

Kvinde, kend dit vandværk

Anne Mette Finnerup skelner ikke så meget til, om der er mænd eller kvinder i bestyrelsen. Hun er mere optaget af at kigge på kompetencer og lyst.

 

”Man skal have lyst til at lære noget om vandværket – også selv om man ikke aner, hvordan en pumpe eller ventil ser ud”, siger hun.

 

Men hvis vi skal dvæle ved kønsfordeling, så mener Anne Mette, at dét, kvinder især kan bidrage med i en bestyrelse, er evnen til at håndtere konflikter og til at tage ’de svære diskussioner.

 

”Jeg tror, succesen hænger sammen med den måde, jeg taler om tingene på. Jeg spørger og får mine bestyrelseskolleger til at tænke over tingene, og så griber jeg deres tilbagemeldinger. På den måde har vi vundet mange fremskridt hos os”, siger Anne Mette Finnerup og peger på én af sine egne stærke sider: ”Jeg tager aldrig ting personligt, jeg fokuserer på sagen”. Anne Mette Finnerup mener, at det nok er lettere at tiltrække kvinder, der allerede har udfordret kønsrollemønstre, og som i forvejen har berøringsflader til mandsdominerede områder via uddannelse eller job med teknik som omdrejningspunkt.

 

Har du et godt råd til andre kvinder?

”Stå ved det, du er god til, og fokuser på det, du kan bidrage med på det strategiske og organisatoriske niveau. Du skal jo lede vandværket ind i fremtiden. Det gør ikke noget, at du ikke har teknisk indsigt – det har vi professionelle folk til”, siger Anne Mette Finnerup og fortsætter:

 

”Det er nok den del med strategi, vi skal fokusere mere på, når vi laver indsatser for at hjælpe bestyrelserne rundt omkring i landet, så de kan agere professionelt og tiltrække nye friske kræfter. Vi har lige fået en yngre mand ind som suppleant, og det er vældigt godt, synes jeg”.

 

Artiklen blev bragt i medlemsbladet Vandposten i januar 2019.

Publiceringsdato: 22/08 2019