Landbruget og vandværkerne: Hvilke konsekvenser får minkmassegravene?

Vandværker og landmænd arbejder målrettet for at beskytte drikkevandet, samtidig med at staten begraver mink i massegrave. Ingen får indblik i de mulige konsekvenser for vandet, skriver Anders Panum Jensen og Susan Münster.

Millioner af mink bliver i disse dage gravet ned i massegrave på flere lokaliteter i Danmark.

 

Det er der for så vidt ikke noget nyt i, for det er sådan, at man skaffer sig af med store mængder dyr på meget kort tid. Det er gjort ved udbrud af mund- og klovsyge, og det gøres, hvor den afrikanske svinepest lige nu raser.

 

Det nye er imidlertid, at den store mængde dyr begraves på kun to lokaliteter, og det giver en række andre udfordringer, som vi ikke må glemme.

Vi står midt i et intenst arbejde med at barbere kvælstofudledningen ned til det mindst mulige, og vi har et fortløbende arbejde med at sikre vores grundvand, som vi bruger til drikkevand.

Det er derfor naturligt, at der opstår en bekymring om, hvad der sker i jordbunden med de næringsstoffer, som minkene består af.

 

Vækker stor bekymring

Bekymringen er stor især blandt de landmænd, der dyrker jorden i nærheden af minkgravene.

 

Vil alle deres indsatser for et bedre vandmiljø være spildt, hvis den lokale badesø bliver ødelagt af en minkgrav? Hvad er så meningen med alle de krav og restriktioner, som de er underlagt?

 

Og hvad med drikkevandet? Er vi sikre på, at der ikke trænger sygdomsbakterier eller nitrat ned i det grundvand, som, vi har en forventning om, er rent og kan bruges næsten direkte i husholdningerne?

 

Det allerstørste problem er, at der gives alt for få informationer. Det efterlader både landmænd og vandværker med en række store spørgsmål på den korte bane og mulige konsekvenser for helt almindelige danskere på den lange.

 

Myndighederne skal oplyse os

Vi har brug for, at myndighederne fortæller os, hvad de ved, hvad de har regnet på, og hvad de måtte være usikre på.

 

Bruges der tilstrækkeligt med kalk til at sikre, at ingen sygdomsfremkaldende bakterier eller vira fortsætter ned i grundvandet eller ud i badevandet?

 

Hvor længe er de døde mink om at blive nedbrudt i jorden? Hvad nedbrydes de til, og hvad sker der med det? Hvad er begrundelsen for at anlægge to store massegrave i stedet for flere små?

 

Hvorvidt der vil ske overvågning af udsivninger fra gravene i årene fremover, har også været et stort spørgsmål. I slutningen af sidste uge meldte Miljøstyrelsen dog ud, at de tager de første skridt til en overvågning.

 

Vi bifalder naturligvis denne udmelding og håber, at den hurtigt vil blive fulgt op med flere detaljer. Dels i direkte dialog med interessenter, dels til den bekymrede offentlighed.

 

Tabt arbejde for vandet?

Moniteringsboringer i forskellig afstand rundt om gravene vil både sikre os viden om, hvad der trænger ud i jorden og ned til grundvandet, og det er – i tilfælde af udslip – vores mulighed for at agere med afværgeforanstaltninger i tide. Det gælder ikke kun nu, men også om fem, ti eller 20 år. Det er essentielt at have de lange briller på.

 

Vi skal passe på vores vand. Overfladevand såvel som grundvand. Derfor knokler landmændene med at udlægge efterafgrøder, anlægge minivådområder og fordele jord, så store vådområder kan genskabes.

 

Derfor arbejder landmænd og vandværker sammen med kommunerne på at få aftaler i stand om boringsnære beskyttelseszoner rundt om vores vandboringer, hvor der ikke må sprøjtes.

 

Hvordan hænger det sammen med at begrave millioner af mink få hundrede meter fra en badesø og på grænsen til et indvindingsområde for drikkevand?

 

Der er mange spørgsmål. Vi har brug for svar.

 

Indlægget af Anders Panum Jensen, viceområdedirektør i Landbrug & Fødevarer,  og Susan Münster, direktør i Danske Vandværker er bragt i Altinget – Forsyning 23. november 2020

 

Publiceringsdato: 23/11 2020