Miljøminister indviede forbrugerejet vandværk
Det nye og betydeligt større vandværk i Klemensker står nu færdigt med ny, moderne vandteknologi med lukkede beholdere til at ilte vandet og rentvandstanke, der er store nok.
Det var derfor en glad vandværksformand, som bød velkommen til forbrugere, kolleger, samarbejdspartnere og ikke mindst miljøministeren til det, der skulle vise sig at blive en uformel og hyggelig indvielse af vandværket.
”Med det nye værk er der kommet orden i sagerne til kommende generationer, og vi er nok også lidt stolte over, at det lykkedes”, smilede Ralph Kofoed.
Det var miljøminister Lea Wermelin, som officielt indviede Klemensker Vandværk ved at skåle med formand Ralph Kofoed i frisktappet drikkevand. I sin tale roste bornholmske Lea Wermelin vandværkets flotte arbejde og smittende engagement, og hun fortalte samtidig, at der fra politisk side bliver kigget på en plan for bedre beskyttelse af grundvandet.
I Vandposten i januar kan du læse mere om indvielsen af vandværket i Klemensker. Her kan du også læse et interview med Lea Wermelin, som fortæller, hvad hun vil gøre for at sikre rent drikkevand.