Nyt forbrugerejet vandværk har fokus på risiko for forurening

Forbrugerne hos det mindre sjællandske forbrugerejede vandværk i Borup og omegn kan se frem til et helt nyt og topmoderne vandværk, der vil give dem en drikkevandsforsyning, der tager højde for forureningsrisici, energihensyn og blødgøring af drikkevandet.

Mange forbrugere oplever problemer med, at deres brusekabiner og elkedler kalker til. Det vil et nyt vandværk i Borup kunne løse, da der på det nye vandværk bliver mulighed for at fjerne kalk fra vandet.

 

Borup Vandværk håber på, at nabovandværket Nr. Dalby-Kimmerslev går med i udviklingsprojektet, så endnu flere forbrugere kan få glæde af en moderne drikkevandsforsyning, der tager højde for både blødgøring, forureningsrisici og energihensyn.

 

Du kender det sikkert godt. Din ellers så pæne brusekabine har fået gule kalkbelægninger, og fliserne, der i starten var blanke, har nu fået en mat overflade. På elkedlen i køkkenet har sat sig et tykt lag af kalk, som råber på at blive fjernet. Løsningen kommer formentlig snart for vandforbrugerne i Borup og omegn, når et nyt vandværk forventes opført. Beslutningen skal træffes på generalforsamling 30. april. Det er forbrugerne, der bestemmer, men Borup Vandværks bestyrelse håber, at også nabovandværket Nr. Dalby-Kimmerslev kommer med.

 

Formand: Nyt vandværk kan håndtere fremtidige krav

Formanden for Borup Vandværk, Søren Bjerg, understreger, at der er nogle klare fordele ved at få bygget et helt ny vandværk, som kan samle forbrugerne i området.

 

”Ud over at vi får skabt mulighed for blødgøring og dermed mindre kalk i vandet, vil vi også få skabt en moderne, sikker og tidssvarende vandforsyning. Et nyt vandværk vil tage højde for fremtidige krav til for eksempel håndtering af forureninger og energieffektivitet. Det er meget vigtigt, at vi står sammen om projektet, da værdien er størst, hvis det kommer til at omfatte forbrugerne i både Borup og Nr. Dalby-Kimmerslev, understreger Søren Bjerg.

Han fortæller om en undersøgelse fra COWI, der viser, at blødgøring af vandet kan spare os forbrugere op til 500 kr. om året, fordi vi skal bruge færre penge på rengøring, mindre sæbe i vaskemaskinen og så videre. Det nye vandværk vil også være gjort klart til det, man kalder udvidet vandbehandling, altså hvis vandet for eksempel skal renses for pesticider.

”Som det er nu, er der ingen problemer med forurening af drikkevandet i Borup, men med de sager, der er dukket op på landsplan, ved vi jo ikke, hvornår det kan ramme os. Et nyt og topmoderne anlæg vil have de nyeste tekniske løsninger til at håndtere de udfordringer, der kan komme med forurening af vandet”, fortsætter Søren Bjerg.

Et nyt vandværk vil også tage højde for krav til energieffektivitet og brug af vedvarende energi. Som eksempel skal der ved det nye vandværk etableres solpaneler.

 

Håber, at forbrugere i Dalby-Kimmerslev vil være med

Borup Vandværk håber på, at nabovandværket Nr. Dalby-Kimmerslev går med i projektet, så endnu flere forbrugere kan have glæde af en moderne drikkevandsforsyning.

 

”Jeg glæder mig over, at vi her i bestyrelsen på Borup Vandværk er blevet enige om, at der skal etableres et nyt vandværk. Vi vil fra bestyrelsens side gerne tage ansvar og være med til at fremtidssikre forsyningen af drikkevand i Borup og omegn. Derfor håber vi også på, at alle forbrugere i området vil bakke op om projektet”, understreger Søren Bjerg.

 

Publiceringsdato: 18/03 2020