Gå til indhold

Samarbejde mellem vandværker er svaret på fremtiden

Samarbejde i en eller anden form ER fremtiden. Samarbejder ER opskriften på, hvordan vi kan bevare den decentrale vandforsyningsstruktur med et fintmasket net af vandværker fordelt i hele landet.

Landsformand Ole Wiils leder i vandposten, marts 2021

Sammen kan vi mere, lyder andelstankens fine sætning. Og jeg får lyst til at tilføje: Det er så sandt.

Når vi kigger ud over landskabet af forbrugerejede vandværker, ser vi, at samarbejder kommer i mange forskellige former og farver. Det sker mellem forbrugerejede vandværker, mellem forbrugerejede og kommunale vandværker, i vandrådet og mellem vandværker og varmeværker.

Det betyder også, at de fleste efter- hånden har erfaringer med at samarbejde om for eksempel drift, nat- og weekendvagter og administrationsopgaver såsom regnskab, aflæsning af målere og opkrævning hos forbrugerne.

Personligt glæder jeg mig dagligt over det velfungerende samarbejde, som vi på mit vandværk i Oksbøl har med byens varmeværk. Og selv om vandværket har et par hundrede flere forbrugere end varmeværkets 1.200 forbrugere, så er det hos varmeværket, at de har ansatte, der kan klare både administrationsopgaver og drift. Oksbøl Vandværks driftsansvarlige arbejder også med driften på varmeværket. Det hele fungerer rigtigt godt, og jeg og resten af bestyrelsen i Oksbøl Vandværk er tryg ved, at opgaverne løses til UG med kryds og slange.

Et godt samarbejde kendetegnes ved, at man er tryg ved, at opgaverne, der lægges ud til samarbejdspartneren, bliver løst tilfredsstillende. Hos os undgår vi tvivl, fordi vi har indgået en fast aftale med varmeværket om opgavers art og pris, og så er vi i løbende dialog med hinanden. Det betyder, at vi aldrig har oplevet overraskelser.

Samarbejde i en eller anden form ER fremtiden. Samarbejder ER opskriften på, hvordan vi kan bevare den decentrale vandforsyningsstruktur med et fintmasket net af vandværker fordelt i hele landet.

For lad os være ærlige, mange af de små vandværker ligger i områder, hvor de så nemt som ingenting kan overtages af et meget stort vandværk.

Vi har alle en interesse i at bevare den decentrale og demokratiske model for vandforsyning.

Vi har også en interesse i, at vandværket kan være samlingspunktet i lokalområdet og kan give arbejdet til det lokale erhvervsliv.

Når vi samarbejder, danner vi samtidigt det stærkeste bolværk mod politikernes ønske om at konsolidere vandsektoren med mere professionelle bestyrelser og få, men store forsyningsenheder.

Vi ved også, at for de helt små vandværker, der ikke har så mange muskler at spille med, kan det være en ordentlig mundfuld at følge med i de mange nye regler og bestemmelser, som skal håndteres. Men hvorfor gå rundt og bøvle med svære opgaver, når nabovandværket måske kan hjælpe?

Derfor lyder min opfordring: Se jer omkring efter samarbejdspartnere, så vi kan støtte og styrke den decentrale vandforsyningsstruktur.

Som et lille kuriosum vil jeg afslutningsvist pege på, at FN’s verdensmål nummer 17 handler om partnerskaber og dermed også om samarbejde. Vi er altså godt i gang med at adressere verdensmålene, når vi samarbejder.

Udgivet 05. maj. 2021