Useriøs kampagne rokker ved tillid til vand fra hanen

Danmarks Naturfredningsforening kører for øjeblikket en useriøs kampagne for at hverve nye medlemmer. Kampagnen er problematisk, fordi den kan rokke ved forbrugernes tillid til drikkevand fra hanen.

Bekymrede forbrugere landet over kontakter deres vandværk og fortæller, at de bliver ringet op af repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, som begynder samtalen med ordene; ”Er du klar over, at du drikker vand med pesticider”? Senere drejer samtalen hen mod et eventuelt medlemskab af DN.

 

Danske Vandværker mener, at den type af henvendelser er meget problematiske, fordi DN med deres henvendelse fastslår, at alle vandværker har problemer med pesticider og har derfor kontaktet DN for at få dem til at ændre deres hvervekampagne.

 

”Vi mener, at DN skal holde sig til fakta, og mange af de steder i landet, hvor de ringer rundt, er der absolut ingen problemer med pesticider i drikkevandet”, siger direktør Susan Münster, som er meget ked af sagen.

 

”Jeg vil gerne tænke på DN som en samarbejdspartner. Vi har meget tilfælles omkring rent drikkevand, men jeg synes ikke om den måde, de agerer på i denne sag. Der er absolut ingen grund til at gøre forbrugerne bekymrede på den måde”, fastslår hun.

 

Danske Vandværker har kontaktet DN om kampagnen. Tina Sand Knudsen, som er projektleder, medlemshvervning siger:

 

”I DN arbejder vi for at sikre vores drikkevand. I vores kommunikation har vi været meget klare på, at man i Danmark trygt kan drikke vandet fra hanen. Derfor er vi også ærgerlige over det her. Det beklager jeg virkelig – det er bestemt ikke vores hensigt at skabe utryghed. Jeg har været i kontakt med vores telemarketingbureau og indskærpet, at de holder sig til det, vi har aftalt, og de har lovet os at ændre praksis og har præciseret overfor medarbejderne, hvordan vi ønsker, at de repræsenterer os fremover”.

 

Får du henvendelse fra bekymrede forbrugere
Kontakter dine forbruger også vandværket med samme historie, så kontakt Tina Sand Knudsen, som er projektleder, medlemshvervning i Danmarks Naturfredningsforening på tlf. 3119 3208, mail tsk@dn.dk

Publiceringsdato: 01/03 2019