Vand fra hanen er i høj grad også velfærd

Mange siger, at Kommunalvalg 2021 bliver et grønt valg – eller et klimavalg om man vil. Mens andre siger, at det er de traditionelle velfærdsemner, som ældre, sundhed og skole, som kommer til at fylde. For at drikkevandet og de forbrugerejede vandværker ikke drukner i de dagsordener, har sekretariatet udarbejdet en række værktøjer, der kan gøre det nemmere for vandværkerne at blive set og hørt i den lokal valgkamp.

 

Direktør Susan Münster forklarer: 

 

”Når der handler om valg til kommune og region, er vi i Solrød for langt væk til at sætte den lokale dagsorden. Det er ganske enkelt nødvendigt, at lokale kræfter bringes i sving, for vi har brug for lokale politikere, som bakker op om modellen med mange og forskellige størrelser vandværker spredt ud over hele landet. Vi har i den grad også brug for politikere, som vil stå på mål for en effektiv beskyttelse af vores grundvand. Nogle steder vil det ganske givet kræve upopulære beslutninger, derfor er det nødvendigt med stærke og handlingsparate politikere. For at klæde vandværkerne på til at deltage i debatten har vi udarbejdet en række værktøjer, som forhåbentligt vil blive brugt af mange vandværker i valgkampen”.  

 

Direktøren i Danske Vandværker fortsætter: 

 

“Jeg ved, at mange, som er aktive på vandværket, også godt kan være aktive i lokalpolitik. Og her er det vigtigt at understrege, at vi absolut ikke er partipolitiske, når vi gerne vil have, at vandværkerne viser flaget lokalt og går ind i debatten. Men politiske beslutninger – både på landsplan og lokalt – påvirker i høj grad vores drikkevand, og skal vi beholde vores nuværende struktur, er det vigtigt at vise, at den er værd at bevare. Det er selvfølgelig en individuel vurdering, hvem der kan stå som afsender på materialet, hvis man for eksempel har en person i bestyrelsen, som er lokalpolitisk aktiv. Vandværk eller vandråd skal ikke gøres til en personlig valgkampsplads eller bruges til personlig promovering. Det er også vigtigt at understrege, at man er meget velkommen til at tilrette materialet, så det passer til de lokale forhold”. 

 

Gå gerne flere sammen  

“Når flere går sammen, står man tit stærkere. Det gælder også i dette tilfælde, så det er absolut værd at overveje, om vandværket skal gå ud med for eksempel et læserbrev alene, eller om det skal gå sammen med andre vandværker i området. Nogle steder vil man måske afholde sig fra at gå i gang, da alene koordineringsopgaven med andre vandværker kan synes at være stor. I det tilfælde synes jeg, det er vigtigere at komme i gang med for eksempel at sende læserbreve til den lokale presse, og så må det være redaktionernes opgave at holde styr på, at mediet ikke offentliggør flere enslydende. Det vigtigste er, at man kommer i gang med at bruge værktøjerne på vandværkerne og får skabt noget synlighed”.  

 

 

Publiceringsdato: 27/09 2021