Veflinge Vandværks BNBO ligger i en etableret skov

Veflinge Vandværk på Nordfyn har indgået frivillige aftaler med to lodsejere og venter kun på Landbrugsstyrelsens endelige godkendelse. Derfor kigges der med nysgerrighed i postkasse lidt oftere end ellers. 

Det er en kold februardag, hvor bestyrelsesmedlemmerne i Veflinge Vandværk har sat Vandposten stævne i den 3,2 hektar store etablerede skov, som knap og nap udgør vandværkets boringsnære beskyttelsesområde. Cirka 500 meter inde i skoven ligger det skinnende grønne boringshus, som afslører, at her er der en vandboring. Herfra leder en cirka to kilometer lang ledning råvandet ned i byen til filtrering på værket.  

 

Bestyrelsesformand Henrik Pøhlsgaard og bestyrelsesmedlemmerne Christian Mikkel Pedersen og Bent Hedebo Hansen har skuldrene helt nede og er i vældig godt humør efter et smertefrit forløb med at få landet frivillige BNBO-aftaler med et par lodsejere.  

 

Pesticidforurening betyder ny boring 

Men humøret har ikke altid været i top på vandværket. I 2018 viste det sig, at vandværkets to boringer var forurenet med pesticider. Det betød, at lokalområdets beboere var i oprør, og der blev holdt borgermøder om situationen. Kommunen udpegede et område, hvor vandværket kunne få en ny kildeplads. Men det blev til et rungende “Nej tak” fra bestyrelsesformanden.  

 

“Med min viden om tidligere industri og aktiviteter, der er foregået på og rundt om det areal, var det eneste rigtige at gøre at sige nej tak. Der har blandt andet ligget en losseplads og en frugtplantage, som formentlig har brugt sprøjtemidler. Så vi sagde pænt nej tak til kommunen”, fortæller Henrik Pøhlsgaard.  

 

Veflinge Vandværk forsøgte også at tætne en af de forurenede boringer, men desværre virkede indgrebet ikke. Og en halv million kroner røg ned i et sort hul. 

 

“Heldigvis kom vi i kontakt med brøndborer Højfeldt, som vidste, at den skov vi står i nu, var blevet pejlet. Og der var masser af vand. 40 vandanalyser bekræftede alle som en, at vandet er rent. Jeg må indrømme, at mens vi ventede på resultaterne, var jeg lidt nervøs, for hvad nu, hvis der var noget skidt i vandet. Men sådan gik det heldigvis ikke, og vi kunne med ro i sindet etablere en ny boring her i skoven”, fortsætter Henrik Pøhlsgaard.  

 

Lodsejer giver tilladelse til at bore efter vand 

“Vi kender lodsejeren, og han var straks med på ideen om, at vi kunne etablere en boring i hans skov. Gå bare i gang med at bore, så kan vi ordne papirarbejdet bagefter, sagde han. Og det betød, at vi i første omgang købte retten til at etablere og få adgang til en boring på arealet”, siger Henrik Pøhlsgaard og fortsætter: 

 

“Allerede året efter – i 2019 – spurgte vi samme lodsejer om lov til at etablere endnu en boring et par 100 meter fra den første. Nu tilbød han, at vi kunne købe skoven, som består af forskellige løvtræer. Og sådan gik det til, at vandværket blev ejer af 3,2 hektar skov”. 

 

Forhandlingen om prisen er gået smertefrit, og der er blev landet en fair aftale, som begge parter er tilfredse med. Lodsejeren har fået udbetalt en skattefri engangserstatning på ekspropriationslignende vilkår. Vandværket havde pengene på bogen, så det blev ikke nødvendigt at stifte gæld.  

 

Bestyrelsesmedlem Christian Mikkel Pedersen: “Det glider lidt lettere med aftalerne, når lodsejeren har udsigt til en skattefri erstatning.”

BNBO bliver udpeget  

Men lidt tilbage i tiden. Nordfyns Kommune melder vandværkets BNBO ud. Den er lidt større end skovarealet, som der allerede er indgået aftale om. 

 

“Vores BNBO er lidt større end de 3,2 hektar, som vi allerede har købt. Så vi kontakter endnu en lodsejer, og aftaler med ham at købe 2,2 hektar landbrugsjord. I teorien behøvede vi ikke at købe så meget jord, men det giver os muligheden for at lave to boringer mere, hvis det bliver nødvendigt”, siger Henrik Pøhlsgaard. 

 

Lodsejer og vandværk har aftalt, at han skal have erstatningen på samme vilkår, som den første aftale, der blev indgået i 2019 

“Det er vores oplevelse, at tingene glider lidt lettere med udsigt til skattefrie erstatninger. Prisen er fornuftig, og sælger synes, at han får lidt mere ud af det. Og det er kun rimeligt”, siger bestyrelsesmedlem Christian Mikkel Pedersen. 

 

Parterne har netop underskrevet dokumenterne og sendt dem ind til Landbrugsstyrelsens endelige godkendelse, og de har fået at vide, at de kan forvente en sagsbehandlingstid på op til seks måneder.  

 

Rekreativt område i skoven 

“Nordfyns Kommune har været medspiller undervejs, og det er rart at møde opbakning. Kommunen tilbød os 100.000 kroner, så vi kan opføre et stisystem og sætte borde og bænke i området. Altså tilskud til at skabe et rekreativt område, som folk i området kan benytte. Men i og med at papirarbejdet endnu ikke er færdigt, gik de 100.000 kroner til et andet formål. Nu ser vi frem til, at kommunen på et senere tidspunkt finder en ny pose penge til formålet”, slutter Henrik Pøhlsgaard.  

Publiceringsdato: 05/05 2022