Vi skal have meget mere forbrugerejet drikkevand

Spildevand og drikkevand er to forskellige ting og bør ikke reguleres på samme måde. Levering af drikkevand skal varetages af rene drikkevandselskaber, ejet af forbrugerne. På den måde opnår vi større gennemsigtighed og billigere vandpriser. Og så skal vi respektere ejerne på de forbrugerejede vandværker.

Af Susan Münster, direktør i Danske Vandværker

 

For nogle kan det være lokkende toner, som lyder fra den adm. direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, i et debatindlæg i Watertech 18. august. Indlægget handler om, at vandsektoren skal centraliseres, hvis sektoren skal leve op til de politiske ønsker.
 

Han mener, at det er nok med seks vandselskaber i Danmark. De skal så til gengæld være landsdækkende, offentligt ejede og regulerede vandselskaber. Som et alternativ nævner han muligheden for at konstruere en national overbygning – Dansk Vand – på den eksisterende struktur. Han forestiller sig, at staten og pensionskasserne sammen kunne købe 50 procent af den danske infrastruktur for vand og spildevand.
 
Det er en meget interessant diskussion, Lars Schrøder rejser, men i min egenskab af direktør i Danske Vandværker, som organiserer cirka 1.800 forbrugerejede vandværker fordelt over hele landet, får hans indlæg mig nu mest til at tænke på, at det måske er blevet tid til, at vi må skilles.

 

Måske skal vi blot anerkende, at kommunalt/offentligt ejede vandforsyninger og rene drikkevandsselskaber, som er ejet af forbrugerne, ganske enkelt ikke kan reguleres på samme måde. Og måske er tiden også kommet til at anerkende, at forbrugerne rent faktisk er de bedste til at styre deres egen drikkevandsforsyning og i stedet begynde at respektere forbrugernes ejerskab.
 
 

Det handler om rent vand til den rigtig pris

Den administrerende direktør i Aarhus Vand mener blandt andet, at hvis de politiske ønsker i vandsektorloven skal indfries, er det nødvendigt at centralisere. Men efter at have talt med mange politikere tror jeg egentlig, at de politiske ønsker, når vi taler om vores drikkevand, i sin enkelthed går ud på, at de ønsker rent drikkevand til danskerne til en pris, som er udtryk for det, det reelt koster at levere det til forbrugernes haner. Og det vel at mærke uden at nogen skal tjene penge på det. Jeg oplever også, at politikerne faktisk er ret stolte af vores nuværende model for drikkevand her i landet. Og at de synes, at vores decentrale model med mange vandværker fordelt over hele landet er værd at bevare.
 
Vandbranchen er blevet en kompleks størrelse, og skal jeg gå med på legen og tænke på fremtidig struktur er der et par ting, vi må have på plads først.
 

Danskerne vil gerne have forbrugereje

Jeg ved godt, at mange siger, at danskerne ikke interesserer sig for deres forsyning af el, vand og varme. Men tænketanken Demokratisk Erhverv har i foråret fået Norstat til at spørge danskerne om deres holdning til ejerskab på forsyningsområdet.
Og resultaterne er ret tydelige:

  • De forbrugerejede selskaber lytter mest til deres forbrugere
  • De forbrugerejede træffer de bedste forretningsmæssige beslutninger
  • De forbrugerejede har de laveste priser.

 

I samme undersøgelse fremgår det også, at forbrugerne ikke er trygge ved, at den danske forsyningssektor sælges til private investorer. Også pensionskasser skal tjene penge. Og hvordan er det lige gået med kapitalejet infrastruktur i udlandet? Her har man mange steder måttet købe for eksempel vandforsyningen tilbage igen, fordi værker og ledningsnet blev misligholdt, og priserne eksploderede.
 
Og måske vigtigst af alt foretrækker danskerne ifølge undersøgelsen forbrugereje over offentligt ejerskab.
 
Så vi kan godt slå fast, at mange danskere gerne vil have forbrugereje. Vi kan også konkludere, at deltagerne i undersøgelsen har ret, når vi taler vandpriser. I perioden fra 2011 til 2019, som er den periode, hvor der har været regulering, har taksterne på de forbrugerejede vandværker været mellem 15 og 20 procent lavere end på de offentligejede vandværker. Det betyder, at de danske forbrugere betaler omkring en milliard kroner mere om året, hvis de er tilsluttet et offentligt ejet vandselskab.
 
Jeg tror, at vi kan konkludere, at de store kommunale multiforsyninger ikke nødvendigvis er mere effektive end mindre forbrugerejede drikkevandsselskaber. Og så kan det altså være lidt svært at se fidusen i at have blot seks meget store enheder med dertil hørende indviklede og uigennemskuelige selskabskonstruktioner. Stort er ikke automatisk godt. De forbrugerejede vandværker er agile størrelser, bestyrelserne kan reagere hurtigt, for der er korte beslutningsveje. Strukturen på de forbrugerejede vandværker er gennemskuelig, og generalforsamlingen er øverste myndighed.
 

Forbrugereje er en gevinst for landdistrikterne

I sit indlæg skriver Lars Schrøder også, at seks store selskaber fordelt over Danmark vil skabe en god balance mellem land og by. Danske Vandværkers forbrugerejede medlemmer leverer drikkevand til knap 40 procent af befolkningen. Modsat de kommunale vandværker servicerer de forbrugerejede vandværker i overvejende grad forbrugere i landområderne, hvor næsten 80 procent af ledningsnettet er placeret. Der kan være langt mellem forbrugerne, og der er en meget stor værdi i det lokale ejerskab. Når vi for eksempel arbejder med skovrejsning og biodiversitet som led i grundvandsbeskyttelsen, ser og mærker vi resultaterne i vores lokalområder. Det giver motivation til at deltage i den grønne omstilling.
 
Levering af drikkevand koster energi, men lokale vandværker er klimavenlige, og en lang transportvej bruger unødvendigt meget energi. En beregning fra Krüger A/S viser, at det koster minimum 15 % mere i energiforbrug at transportere vandet 10 km ekstra. Desuden bliver kvaliteten af drikkevandet også ringere, hvis der bliver pumpet store mængder ud, som ikke bliver brugt med det samme og derfor står for længe i rørene. En decentral struktur giver også større forsyningssikkerhed, hvis der opstår en forurening. For når de udpumpede vandmængder er mindre, kan man bedre inddæmme forureningen og etablere en nødforsyning.
 
Lars Schrøder skriver også i sit indlæg, at konsolideringen er en decideret fiasko. Jeg skal selvsagt ikke svare på vegne af de offentligt ejede selskaber, men når det handler om de forbrugerejede vandværker, så oplever vi, at flere og flere vandværker stille og roligt lægger sig sammen med naboen.
 
For at komme tilbage til struktur og selskabsformer, så er jeg af den faste overbevisning, at vi ikke skal samle drikkevandsforsyningen i ganske få offentligt ejede selskaber. Vi bør gå forbrugernes vej og flytte meget mere drikkevand over på deres hænder. For drikkevandet ejes nu engang bedst af forbrugerne på en gennemskuelig og demokratisk måde. Og uden at der er kapitalinteresser involveret.

 

Publiceringsdato: 25/08 2020