Energieffektivt vandværk i Asserbo By

Asserbo By Vandværk i Nordsjælland er gang med at bygge et helt nyt vandværk spækket med tidssvarende fuldautomatisk teknologi, der kræver minimal manuelt arbejde.

 

Desuden skal det nye vandværk fremstå som et bæredygtigt byggeri med energihensyn og klimasikring tænkt ind i løsningen.

 

”Vi har formuleret en række krav om, at alle energiforbrugende komponenter ned til den mindste ”dippedut” skal være så energieffektive som muligt. Vi er desuden optagede af at sikre mindst muligt tryktab på ledningsnettet”, siger Susanne Lindow, formand for vandværkets bestyrelse.

I 2019 leverede vandværket 115.281 kubikmeter vand til de 1.509 andelshavere, hvoraf halvdelen er helårsbeboere.

 

”Det sker i dag fra et enstrenget system. Det nye vandværk er opdelt i to strenge (to vandtanke med tilhørende filtre m.m.). Det betyder, at vi ved vinterdrift kan nøjes med at bruge den ene streng. Da de nye indvindingspumper desuden er frekvensstyrede, giver det mulighed for at styre indvindingen i forhold til det mindre natforbrug. Alt i alt vil det spare en del energi i forhold til nu”, fortæller Susanne Lindow.

 

”Vi overvejede at få sol på taget, men tagkonstruktionen skulle i så fald forstærkes for at bære panelerne, og det ville fordyre projektet en del. Desuden er der ikke så gode tilskudsmuligheder til solceller i øjeblikket, så den idé har vi udskudt. Vandværkets grund er rimelig stor, så hvis der bliver god økonomi ved eget solcelleanlæg, kan det etableres på grunden”, siger Susanne Lindow.

 

Publiceringsdato: 16/12 2020