Vejledning: Risikovurdering og prøvetagningsprogrammer for drikkevand

Danske Vandværker og DANVA har udarbejdet vejledningen til vandværkerne med guides til, hvordan man udarbejder risikovurdering og prøvetagningsprogrammer.

Drikkevandskontrollen skal foregå i hele vandforsyningskæden – fra boring til forbruger – og vandværket skal sammensætte et udkast til et kontrolprogram, som både er praktisk gennemførligt og realistisk. Kontrolprogrammet skal godkendes af kommunen.

 

Men vandværket har mulighed for at fravælge tests af nogle af de obligatoriske stoffer. Ligeså kan vandværket vælge at ændre på, hvor ofte der testes for visse stoffer. Det kan lade sig gøre med afsæt i en risikoanalyse, der sandsynliggør, at et givent stof ikke kan findes i vandanalysen.

 

Måske kan I fravælge nogle tests
Et eksempel: Risikoanalysen viser, at der i vandværkets opland ikke er blevet dyrket kartofler, og dermed er det unødvendigt at teste for et bestemt bekæmpelsesmiddel, som man ved er blevet brugt i forbindelse med dyrkning af kartofler.

 

Samtidig kan en række vandprøver flyttes til afgang vandværk, da der ikke kan ske op-koncentration i ledningsnettet.

 

Måske vælger I at teste for mere
Risikoanalysen kan også resultere i, at I vælger at teste for flere stoffer end de obligatoriske, ligesom kommunen kan tilføje stoffer til vandværkets kontrolprogram og bestemme, hvor ofte vandværket skal teste. Endelig har I mulighed for at flytte test af stoffer fra ét prøveudtagningssted til et andet.

 

Det er kun nødvendigt at udarbejde en risikoanalyse, hvis I ønsker at fravige kontrolprogrammet.

 

Hvorfor udarbejde en risikovurdering?
Der kan være penge at spare ved at give sig i kast med en risikoanalyse. For hvorfor bruge penge på, at teste for stoffer, som I med stor sandsynlighed ved ikke kan findes i jeres analyse?

 

Med afsæt i en risikoanalyse kan I fjerne stoffer fra kontrolprogrammet eller nedsætte hyppigheden af, hvor ofte I tester. Dermed kan I spare penge på unødvendige analyser.

 

Sådan udarbejder du en risikovurdering
Danske Vandværker er medproducent på vejledningen, der hjælper jer med at udarbejde et tilpasset kontrolprogram og med at vurdere, hvilke stoffer det giver mening at fjerne eller nedsætte analysehyppigheden for. Vejledningen giver også svar på, hvordan man udarbejder en risikoanalyse.

 

Bagest i vejledningen er der fem tillæg, som giver overblik over, hvilke analysepakker, det er relevant at ændre.

 

Publiceringsdato: 07/03 2019