Anlægsbidragsbidrag: Opkrævning

Opkrævninger ved nytilslutning, ændring af en eksisterende ejendom og udstykninger

I vandværkets regulativ finder du reglerne om, hvornår vandværket kan opkræve anlægsbidrag – både ved nytilslutning, udstykninger, men også ved ændringer på eksisterende ejendomme.

 

Et anlægsbidrag omfatter et bidrag til vandforsyningens hovedanlæg, et bidrag til forsyningsledningsnettet og et bidrag til stikledningen. 

 

Hvornår må vandværket opkræve anlægsbidrag?

Vandværket kan opkræve anlægsbidrag efter takstbladet, når en ejendom, der ikke tidligere har fået vand fra vandværket, skal tilsluttes.

 

Betaling af anlægsbidrag er som udgangspunkt en éngangsbetaling, medmindre forudsætningerne for et allerede betalt anlægsbidrag ændres, fordi ejendommen ændrer anvendelse eller udvides med flere bolig- eller erhvervsenheder.

 

Opkrævningen sker i henhold til vandværkets gældende takstblad.

Opkrævning af supplerende anlægsbidrag ved ændringer på en ejendom

Når der sker en ændring på en ejendom, har vandforsyningen ret til at forlange, at ejeren betaler den forøgelse af anlægsbidraget, der svarer til ændringen.

 

Det fremgår af punkt 12.8 i de fleste regulativer.

 

Hvis eksempelvis en fabrik bliver ombygget til 10 beboelseslejligheder, hvor der oprindeligt var betalt ét anlægsbidrag i overensstemmelse med de takster, der var gældende på daværende tidspunkt, kan vandværket opkræve supplerende anlægsbidrag. Opkrævningen sker altid i henhold til vandværkets gældende takstblad.

 

Anlægsbidraget opdeles typisk i bidrag til hovedanlæg, bidrag til forsyningsledninger og bidrag til stikledning. Bidrag til hovedanlæg og forsyningsledninger betales normalt pr. boligenhed, og bidrag til stikledning skal betales pr. stk.

 

Hvis vandværkets takstblad er formuleret på den måde, kan vandværket i ovenstående eksempel med ombygning til 10 beboelseslejligheder opkræve supplerende anlægsbidrag svarende til ændringen, herunder f.eks. 9 x hovedanlægsbidrag, 9 x forsyningsledningsbidrag og x antal stikledningsbidrag, hvis der skal etableres flere stik ind til ejendommen. Hvad der helt konkret skal betales i supplerende anlægsbidrag, afhænger naturligvis af, hvad der oprindeligt er betalt, dengang ejendommen blev tilsluttet. Dette skal nemlig altid fratrækkes.

 

Udstykninger

Når der sker udstykninger i et vandværks forsyningsområde, har vandværket ansvaret for at lægge forsyningsledninger og stikledninger, og udstykkeren har ansvaret for at lægge alle installationerne inde på grundene.

 

Som regel har vandværket alene ansvaret frem til skelgrænsen eller frem til stophanen i en målerbrønd, hvis målerbrønden er placeret inde på grunden.

 

Ansvarsfordelingen mellem vandværket og ejeren fremgår af vandværkets regulativ.

 

Hver ejendom (matrikel) skal have egen stikledning og vandmåler.

 

Vandværket skal også tage stilling til, hvordan anlægsbidraget skal opkræves.

 

De fleste regulativer indeholder bestemmelser om, hvordan vandværket kan opkræve anlægsbidrag i en udstykningssag.

 

Det fremgår af punkt 12.5 og 12.6 i de fleste standardregulativer.

 

Som tidligere nævnt opdeles anlægsbidraget typisk i bidrag til hovedanlæg, bidrag til forsyningsledninger og bidrag til stikledning.

 

Udstykning med 10 nye matrikler

Hvis vandværkets takstblad er formuleret på denne måde, kan der i en udstykning af 10 matrikler opkræves 10 x hovedanlægsbidrag, 10 x forsyningsledningsbidrag og 10 x stikledningsbidrag af udstykkeren, inden vandværket igangsætter ledningsarbejdet.

 

Udstykning af én matrikel med opførelse af flere beboelsesenheder, f.eks. lejligheder, rækkehuse, typehuse og lignende

En ejendom (matrikel) skal have egen stikledning og vandmåler.

 

Der er alene krav om én vandmåler på ejendomsniveau og ikke på enhedsniveau. Det vil sige, at udstykkeren i dette eksempel selv kan bestemme, om der skal etableres én vandmåler med fællesafregning for alle beboelsesenhederne, eller om man ønsker, at der skal etableres en vandmåler i hver beboelsesenhed. Denne beslutning er alene op til udstykkeren og ikke vandværket.

 

Hvis vandværkets takstblad er formuleret på den måde, at der opkræves bidrag til hovedanlæg og forsyningsledninger pr. boligenhed og bidrag til stikledning pr. stk., kan vandværket opkræve hovedanlægsbidrag og forsyningsledningsbidrag svarende til det antal af beboelsesenheder, der skal opføres på ejendommen. Stikledningsbidraget opkræves svarende til det antal stik, som ejeren ønsker etableret ind til ejendommen.

 

Spørgsmål?

Kontakt juridisk rådgiver

 

Camilla Falk

 

Tlf. 56 13 02 06

 

Mail: cfa@danskevv.dk

Publiceringsdato: 28/04 2021