PFAS – det ondsindede evighedskemikalie

På Danske Vandværkers konference 18. november på Christiansborg var blandt andet de stærkt skadelige PFAS-stoffer på dagsordenen.

Bente Villumsen fra Danske Regioner gav udtryk for stor bekymring over de mange fund, som ikke kun er koncentreret ved tidligere brandøvelsespladser, men nu dukker op over hele landet.

“Hvor mange af jer havde hørt om PFAS for et år siden?”, spørger Bente Villumsen retorisk ud i salen, da hun indleder sit oplæg.

 

Bente Villumsen er leder af Videncenter for Miljø og Ressourcer hos Danske Regioner og har beskæftiget sig indgående med området over de senere år.

 

Faktisk bliver cirka halvdelen af regionernes budget på 430 millioner kroner brugt på grundvandsbeskyttelse, herunder foruden pesticider og chlorerede opløsningsmidler også de stærkt skadelige PFAS-stoffer.

 

Bente Villumsen understreger, at regionerne bruger mange ressourcer på kortlægning. Det kan være på alt fra brandøvelsespladser til renserier, losse- pladser og gamle industrigrunde.

 

“Det er noget, vi finder på alle typer af lokaliteter”, siger hun og fortsætter med at fortælle, at stofferne både er svært nedbrydelige og mobile, og derfor har potentialet til at sprede sig. Samtidig er det svært at rense for stofferne.

 

“Der er endnu relativt få fund i grund- og drikkevand, men hvis vi skal have rent vand, skal vi adressere alle forureningskilder”, siger Bente Villumsen, og vi skal også i gang med non-target analyser, det vil sige analyser, hvor man søger åbent efter forurenende stoffer uden at kigge efter bestemte typer af stoffer.

 

Fremgangsmåden er enkel. Regionerne tager de værste brancher først. Men ressourcerne er begrænsede, og man er nødt til at prioritere, så regionerne har fortsat en lang ønskeliste til, hvad der skal undersøges for i fremtiden.

 

Publiceringsdato: 12/05 2022